Quantcast
Channel: Frida Elm » vejr
Viewing all articles
Browse latest Browse all 14

Jul, nytår og Nintendo

$
0
0

Efter en lang juleferie er jeg nu kommet i gang igen i skolen – hvilket har været lidt hårdt, når man pludselig skal sidde stile og lære igen.

To dage før jul lavede mor, Vilde og jeg bolcher, mens far var på arbejde. Vi nåede at producere halvanden kilo, før vi skulle mødes med de andre piger fra ejendommen. Her udvekslede jeg gaver med Olivia og Rosa, og bagefter dansede vi om juletræet hos Olivia. Jeg fik også lov til at spise aftensmad der.

Lillejuleaften var det så mors tur til at skulle på arbejde. Imens var Vilde, far og jeg en tur på Zoologisk Museum, hvor vi bl.a. så et kæmpe dinosaurusskelet. Bagefter spiste vi frokost på McDonald’s, inden vi tog hjem og slappede af med tv og iPad.

Juleaften om formiddagen tog vi op til mormor og morfar. Og lidt senere kom også Filippa, Linus, Henrik og Janne. Inden middagen legede vi sammen og så bl.a. Disneys Juleshow og Tidsrejsen i tv.

Da julemiddagen var spist, dansede vi om juletræet – og så var det endelig blevet tid til at pakke julegaver op. Jeg fik en masse gode gaver. Den var dog fra mor, far og Vilde – en Nintendo, som jeg havde ønsket mig lige siden i sommer. Så nu har jeg også én – ligesom mine veninder.

Dagen sluttede med ris a la mande. Desværre fik jeg ikke mandlen (det gjorde Vilde), så jeg var lidt skuffet. Det var dog ikke derfor, at jeg ville i seng lige bagefter – nok nærmere fordi klokken var blevet 21.30.

At jeg var kommet sent i seng gjorde dog ikke, at jeg sov længere næste morgen. Efter vi havde spist morgenmad og jeg havde leget lidt, gik vi en tur udenfor. Det var dog ret koldt, så den blev ikke så lang. Om eftermiddagen var det så tid til at tage hjemad, og på vejen faldt jeg i søvn i bilen.

2. juledag var vi hjemme. Jeg vågnede lige før kl. 6, og så gik jeg ellers i gang med at spille Nintendo, iPad og se tv, mens de andre sov lidt videre.

Mens vi havde været hos mormor og morfar, havde det sneet på Frederiksberg. Så senere var jeg en tur i Landbohøjskolens Have sammen med Olivia, mor og far (mens Vilde var hos Jolie). Det var ret sjovt at kaste med sne, men det bedste var alligevel at stå under en gren med sne – som derefter blev rystet, så alt sneen dryssede ned i hovedet (og ned ad nakken).

Da vi kom hjem igen, legede jeg lidt mere med Olivia, inden hun skulle hjem. Bagefter hjalp jeg far med at bygge et Playmobilhus, som jeg havde fået af mormor og morfar.

Om lørdagen sov jeg helt til kl. 6.20 – det længste i lang tid. Ved middagstid tog vi til julefrokost hos Mathilde, Niclas, Anni og Jarno. Her kom mormor, morfar, Filippa, Linus, Henrik, Janne og Karen også.

Efter vi havde spist frokost, gik vi en tur ud i sneen (og kulden). Først gik vi til en sø, hvor vi kunne hakke hul på isen med nogle grene. Og bagefter var vi på kælkebakke.

Første tur startede jeg helt oppe fra toppen – hvorefter jeg væltede. Så efterfølgende tog jeg det lidt mere roligt og startede fra midten. De sidste ture var dog igen fra toppen – denne gang uden at vælte. Hjemme igen hos Anni og Jarno fik vi kager og frugtsalat, inden vi tog hjem til Frederiksberg igen.

Søndag var det ”praktisk dag” for mor og far. Her skulle de hænge en masse ting op og gøre rent. Så det var lidt kedeligt. Men heldigvis kunne jeg spille på min Nintendo og lege med Vilde.

Dagen efter var far på arbejde. Efter frokost mødtes vi alle fire i Føtex, hvor vi skulle købe pynt og hatte til nytår. Vilde og jeg fandt nogle smarte hårbøjler til pigerne, mens drengene fik hatte. Da vi kom hjem igen, legede jeg lidt med Rosa.

Efter aftensmaden havde mor lavet ris a la mande til os. Jeg spiste rigtig meget – men alligevel var det Vilde, som igen fik mandlen. Og det var endda selvom hun ikke spiste op. I præmie fik hun en mønt – og heldigvis fik jeg også en ”trøstemønt” af far.

Dagen inden nytår skulle bruges på at gøre klar til nytårsaften. Heldigvis kom Ellinor på besøg. Og lidt efter skrev Siljes mor, om jeg kunne lege – og så kom hun også forbi. Det var rigtig hyggeligt at lege med de to igen.

Formiddagen den 31. blev også brugt på at gøre klar til om aftenen. Imens legede jeg med Olivia – først nede hos hende og senere hos os. Her kom Rosa også forbi, inden vi alle sammen mødtes nede i gården kl. 17 for at skyde raketter af og kaste med knaldperler.

Nytårsaften blev holdt hos os. Og her var alle mine venner på besøg: Olivia, Rosa og Ellinor – samt naturligvis også Jolie, Anna, Arthur, Zandra, Shyam, Peter, Rie, Mette og Casper samt Storm, Sine, Torben og Nor – som havde ligget i sin mors mave, da de holdt nytår med os året før.

Først så vi dronningen og fik velkomstdrik. Og bagefter ryddede vi lynhurtigt begge borde for knallerter, flasker der kunne sige bang, når man trak i en snor – samt andre sjove ting. Så de voksne måtte nøjes med bordbomberne.

Til hovedret havde Shyam lavet spaghetti carbonara til os – som vi spiste ved børnebordet. Bagefter legede vi lidt mere, inden vi spiste dessert.

Klokken 23 blev vi lagt i seng. Og selvom vi havde lidt svært ved at sove, troede de voksne da vist, at vi sov. I hver fald blev de meget overraskede, da vi pludselig stod i stuen en times tid senere. Vi havde hørt larm og nogle råbe ”godt nytår” – og så skulle vi da lige se, hvad der skete.

Det viste sig så, at det åbenbart var blevet nytår. Og inden vi fik set de mange flotte raketter, var klokken blevet et, før jeg var i seng igen – klart det seneste, som jeg nogensinde har sovet.

Klokken seks næste morgen var jeg dog klar til at stå op igen. Her var mor på vej i seng, efter at hun havde gået og ryddet op (far var allerede gået i seng). Og det lykkedes hende faktisk at overbevise mig om, at jeg skulle sove noget mere (så jeg må have været meget træt) – og så sov jeg helt til kl. 9.30. Så længe har jeg vist aldrig sovet før. Resten af dagen slappede vi af derhjemme.

Jeg havde nok stadig lidt søvnunderskud, for næste dag sov jeg til klokken syv. Far skulle på arbejde, mens Vilde og jeg var hjemme med mor. Senere var vi begge to hos Rosa og Anna – hvor også Silje og Olivia var på besøg.

Lørdag tog vi alle fire en tur ind til centrum af København. Vilde kørte på løbecykel og jeg havde mit løbehjul med – også i metroen. Først var vi en tur i en boghandel, hvor mor prøvede at bytte en bog. Og bagefter var vi i Rundetårn.

Resten af dagen hyggede vi hjemme, hvor jeg legede rigtig godt med Vilde. Som regel kan vi godt lege sammen, men der bliver ofte lidt ballade. Den dag legede vi dog sammen i lang tid uden problemer. Måske vi begge var friske og veludhvilede, så vi var lidt mere overbærende overfor hinanden.

Næste dag var jeg på besøg hos Olivia (og Vilde hos Jolie), mens mor og far samlede et stort klædeskab, der skulle stå på Vildes værelse. Senere skulle Olivia noget i et par timer, men bagefter kunne hun lege igen. Først var jeg hos hende, og bagefter var vi oppe hos os.

Og så var den juleferie ellers slut, for mandag var det tilbage i skole igen. Det var rart at se mine klassekammerater igen, og det var sjovt at tegne, hvad vi havde lavet i ferien. Men jeg var godt nok også træt, da jeg kom hjem igen.

I forgårs mødte mor Shyam i skolen. Og så tog vi både Olivia og Jolie med hjem. Her legede vi resten af eftermiddagen.

Da jeg var på toilettet om aftenen, opdagede jeg, at jeg havde fået børneorm igen. Og selvom det lykkedes mig at falde i søvn, vågnede jeg en time senere, fordi det kløede. Det hjalp dog med et bad – men alligevel fik jeg lov til at blive oppe, til far kom hjem fra musikøvelse i Svogerslev. Han havde købt ormepiller på apoteket, som jeg fik med det samme.

Så inden jeg kom i seng igen, var klokken blevet 23. Derfor var jeg også ret træt i går, selvom jeg sov til kl. 7 (og vågnede af mig selv), inden jeg skulle i skole. Så jeg var mere end klar til at blive puttet, da det var sengetid i går aftes.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 14

Latest Images

Trending Articles


Nishizumi Maho (Girls und Panzer)


Akemi Homura & Kaname Madoka (Puella Magi Madoka Magica)


Tebreve med hæklede blomster


Flandre Scarlet (Touhou)


SKE48 – Pareo wa emerald – PV_HQ


Koshigaya Komari (Non Non Biyori)


Cat & Nazrin (Touhou)


Akaza Akari (Yuruyuri)


Kaname Madoka & Akemi Homura (Puella Magi Madoka Magica)


Hachikuji Mayoi (Bakemonogatari)